Skindsmedene 50 år: 1968 – 2018
I 1967 havde køb-smid-væk-kulturen holdt sit indtog i Danmark og masseproduktionen fulendte dermed den importerede drøm om forbrug. At det måtte koste i miljøregnskabet var ikke svært, at regne ud, og det kaldte på en reaktion.
Opgøret i 1960’erne og 70’erne var også vendt mod stivnede konventioner og gamle traditioner. Der blæste i det hele taget en sælsom vind i den vestlige verden. Den var båret af en bevægelse af mennesker, der ønskede mere kontrol med egen værdiskabelse, hvadenten det var med hovedet eller hænderne.
I 1967 åbnedes læderbutikken “Bit ov Sole” i Lars Bjørnstræde. Her introduceredes for første gang læderhåndværket, kulturen og bevægelsen, som kom fra det progressive USA.
Og det blev også starten på Skindsmedene, som fik registreret navnet i 1968. Fra da af eskalerede produktionen af langtidsholdbare produkter som bælter, tasker, punge og sandaler, forarbejdet i vegetabilsk garvet kernelæder og jakker samt tasker i ko-, kalv-, hjort- og elgskind. Produktion af sko og støvler samt elgskindsjakker kom siden til i stor stil, bl.a. fra værkstederne i Värmland.
Fra 1989 fik Skindsmedenes produkter et udsalgssted i Tokyo. Japanerne har altid haft sans for og værnet om håndværk og kvalitet. Derfor er det også passende, at butikken ligger centralt i byen, nemlig i det eksklusive Ginza distrikt, stedet for kvalitetsarbejde, som tatami-måtter, lakarbejder, keramik mm. og i dag altså også dansk læderarbejde.
Skindsmedenes kunder har forlængst opdaget, at man i løbet af et årti kan få et ganske personligt forhold til sit køb. I virkeligheden er ømheden og den rutinerede håndtering af taskens rem og pungens knap ligeså meget en rumstering med et ideal og en idé, som fødtes engang og som stadig holder ved.
Og når produkterne holder i årevis, ja så mindskes miljøsvineriet. For at sige det lidt højstemt, så handler det derfor også om identitet og et standpunkt. Vores produkter ser vi nu gå i arv til 3. generation. Så selvom vi er et ubetydeligt lille hjul i varehandlens malstrøm, så efterlades en drøm, der er til at føle på. Længe.
Mag.scient. Anders E. H. Holm
Skindsmed